Så er vi klar til årets honningshøst - se lidt mere ved at klikke her
 
NYHEDER
 

Statsministeren til skolekomedie på Månen

Onsdag den 14. juni var en helt særlig dag på Christiansø, for Rigsmødet - det årlige møde mellem de tre ledere af Færøerne, Grønland og Danmark - var i år henlagt til Christiansø.

Det blev en fantastisk dag, hvor Lagmand for Færøerne, Aksel Johannesen, formand for Grønlands landsstyre, Kim Kielsen, samt Danmarks statsminister, Lars Løkke Rasmussen, blandt andet lagde vejen forbi forsamlingshuset Månen, hvor eleverne på Christiansø var ved at lægge sidste hånd på årets skolekomedie, Hojda fra Pjort.

Børnene imponerede de tre ledere og deres følge, hvilket de blandt andet fremhævede ved dagens afsluttende pressemøde i det fri, inden de atter tog Ertholm retur til Bornholm. Se lidt indtryk ved at klikke her.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Udvekslingsstudenter fra tre verdensdele

Endnu engang har vi haft besøg af udvekslingsstudenter fra AFS-Bornholm - og endnu engang var det fantastisk søde, unge mennesker, vi havde på besøg, og som lærte os meget om de lande og verdensdele, de kommer fra.

Det var 18-årige Martino fra Italien, 17-årige Laura fra Colombia, 22-årige Lais fra Brasilien og 16-årige Pub fra Thailand.

De var hos os i tre dage og var som sædvanlig privat indkvarteret hos børnefamilier her på øen, hvor også de fik indblik i et meget anderledes familie- og skoleliv, end det, de er vant til.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Elevfantasi om et andet Christiansø

I slutningen af marts havde vi på Christiansø Skole besøg af en journalist fra Bornholms Radio, som - i forbindelse med et landsdækkende radioprojekt - ville lave såkaldt kontrafaktisk radio, hvilket betyder, at man prøver at forstille sig, hvad der ville være sket, hvis det, der skete, ikke var sket.

Her på øen gik overvejelsen på, hvad der ville være sket, hvis Bornholm og Christiansø var blevet svenske i stedet for danske. Og til at tænke fantasifulde tanker om det fik journalisten god hjælp af to Christiansødrenge, Sixten Gruvmark og Andreas Østergaard.

Ud over et par radioindslag blev det også til et lille videoklip på DR-Bornholms Facebook-side. Se klippet ved at klikke på billedet og scrolle lidt ned på den side, der så kommer frem.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Film om Fupz

Vore to dygtige dansklærere, Maria Hamilton og Maja Feenstra, har med henholdsvis de store og de små elever haft et forløb om forfatteren Kim Fupz Aakeson.

Hos de store har det blandt andet resulteret i to små videoer om en af Fupz´s bøger, ”Pigen der skulle vælge”.

Se de sjove klip ved at klikke på BEGYNDELSEN eller SLUTNINGEN.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Trivslen i top på Christiansø Skole

Eleverne på Christiansø Skole trives og har det godt. Det fremgår af undervisningsministeriets nationale trivselsundersøgelse, som vi deltog i i februar 2017.

Samtlige elever erklærer i undersøgelsen, at de tit eller meget tit er glade for skolen. Samtidig siger de, at de sjældent eller meget sjældent føler sig mobbet, og de er enige eller helt enige i, at ”de andre accepterer mig”.

På alle parametre er det i øvrigt gået fremad gennem de tre år, hvor vi har deltaget i undersøgelsen.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Nyvalg til elevrådet

Så har vi igen fået ny elevrådsformand.

Ifølge elevrådets vedtægter skal der ske valg til de tre poster som formand, næstformand og sekretær hvert halve år, og her i februar var det tid igen.

Den hidtidige formand, Sixten fra 7. klasse, syntes, at andre burde komme til, og efter kampvalg blev Rasmus fra 5. klasse (i midten på billedet) nyvalgt til formand for elevrådet.

Ny næstformand blev Svea fra 1. klasse, mens Anders fra 6. klasse blev genvalgt som sekretær. 

På Christiansø Skole er der så få elever - p.t. 13 - at alle elever er medlemmer af elevrådet, der typisk holder møde i klassens tid onsdag morgen.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Strategi mod mobning

På Christiansø Skole har vi konstant fokus på børnenes trivsel.

Derfor måler vi på trivselen flere gange årligt, og derfor har skolebestyrelsen netop vedtaget en antimobbestrategi med det sigte, at vi systematisk holder øje med, om børnene trives og behandler hinanden ordentligt - og naturligvis også behandles ordentligt og respektfuldt af de voksne.

Læs mere om den nye strategi ved at klikke her.

Aktuelt har vi tilsyneladende heldigvis ikke problemer med mobning. I hvert fald har samtlige vore elever i den seneste nationale trivselsmåling, som undervisningsministeriet står bag, erklæret, at de ikke bliver mobbet, og at de i øvrigt er glade for såvel deres kammerater som deres skole.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Ung Christiansøbo laver film og radiofortælling

En af skolens tidligere elever, Gabriel Dyngvold Marcher, 18 år, har just produceret en meget fornem film om livet på Christiansø.

I filmen svarer Gabriel på mange af de spørgsmål, som vi ved turisterne ofte stiller, og han fortæller med stor følelse om sin egen kærlighed til øen og livet her.

Filmen varer 13 minutter og kan ses ved at klikke her

Derudover var Gabfriel hovedperson i en radioudsendelse, som DR's P1 sendte torsdag den 12. januar. Hør den rørende historie (varer 25 minutter) ved at klikke her.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Christiansødreng laver hjemmeside om øfarten

Gabriel Dyngvold Marcher - søn af Solveig Dyngvold og Jan Marcher og tidligere elev på Christiansø Skole, nu Bornholms Efterskole - lavede for et par år siden en hjemmeside om Christiansøfartens historie.

Nu har Gabriel opdateret siden, som er blevet endnu flottere og endnu mere indholdsrig - ikke bare med hele historien bag Christiansøfarten og dens mange både gennem tiden, men også f.eks. med et særligt afsnit om Christiansømusik.

Klik her og besøg Gabriels nye side - og nyd både historien, billederne og ikke mindst Gabriels evner og kreativitet.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

TV om Christiansø Skole

I april 2015 havde vi besøg af to meget sympatiske unge mennesker, Carina Kjær Busk og Emil Rolsted, som er ansat i en organisation ved navn Danes Worldwide.

Det er en organisation, som blandt andet laver undervisningsprogrammer til danske børn, der bor i udlandet.

I den forbindelse havde de spurgt, om vi ville medvirke i et program, der skulle fortælle om børne- og skolelivet på Christiansø.

Det ville vi naturligvis gerne.

Klik her og se den 20 minutters udsendelse, der kom ud af det. Og klik på logoet, hvis du vil vide mere om den spændende organisation.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Christiansø Skole tog Folkemødet med storm

Fredag den 12. juni 2015 blev en særlig dag for eleverne på Christiansø Skole.

Efter, at de - 12 dage tidligere - havde komponeret deres egen melodi og skrevet deres egen sang i samarbejde med den mangeårige keyboard-spiller i Shu-bi-dua, Jørgen Thorup, og Koda Skolekontakt var det nu blevet tid til at optræde med det nye hit på Folkemødet i Allinge.

Det blev en ubetinget succes. Både melodi og tekst faldt i virkelig god jord hos de mange tilhørere på kulturscenen i Rosengade i Allinge.

Se mere om det spændende projekt ved at klikke her.

Eller se en lille video af elevernes vellykkede optræden ved at klikke her.

---------------------------------------------------------------------------------------------------------

Hjemmeside til lejrskoler

Destination Bornholm, som er det bornholmske turisterhvervs fælles markedsførings- og udviklingsorganisation, har lavet en særlig hjemmeside, hvis målgruppe er lejrskoler, der gerne vil besøge øerne mod øst. Og her er Christiansø naturligvis også med.

Klik på billedet, så kommer hjemmesidens forside op. Her kan man både under overskrifterne ”Aktiviteter” og ”Inspiration” finde tip til lejrskoler, der gerne vil en tur til Christiansø.

Det kan man også ved at klikke på "Lejrskole" i menuen øverst på siden her.

--------------------------------------------------------------------------------------------------------------------

Gæstelærere søges

På Christiansø Skole sætter vi stor pris på kreativitet, alsidighed og mangfoldighed.

Blandt andet derfor er vi meget taknemlige, hvis/når en eller flere af øens mange gæster tilbyder at optræde som gæstelærere, der vil berige os med noget af det, de kan.

Det kan være én, der er dygtig til håndarbejde eller til skole-egnede computerspil, f.eks. ”Minecraft”. Det kan også være en billedkunstner, en håndværker, en skuespiller, en musiker, en ornitolog, en biolog, en historiker, en fotograf, en sports-mand/kvinde eller en helt anden, som har en særlig kompetence og gerne vil formidle noget af den til vore skønne børn.

Så kunne du tænke dig at optræde som gæstelærer hos os – en time, to timer, en dag, flere dage eller måske en hel uge, så kontakt skoleleder Nick Dalum på 20 29 15 60 og lad os lave en aftale.

 -------------------------------------------------------------------------------------------------------------------
 

Christiansø Skole er en af landets mindste - placeret på en af Danmarks smukkeste øer. Børnene på Christiansø og Frederiksø går i skolen fra 0. til 7. klasse. I skoleåret 2016/2017 er der 13 elever og fire lærere, der deles om de 2,4 heltidsstillinger, vi råder over.

Efter 7. klasse fortsætter eleverne på kost- eller efterskole, som oftest på Bornholms Efterskole ved Rønne. 

Christiansø Skole blev oprindelig bygget som officersbolig, men ved fæstningens nedlæggelse i 1856 blev bygningen lavet om til skole og bolig for skolens leder. 

Skolen har to undervisningslokaler samt et grupperum. Desuden er der gymnastiksal og et kombinationslokale til sløjd og billedkunst. Undervisningslokalerne er udstyret med smartboard, og der er bærbar computer til alle elever.

 
Christiansø Skole | CVR: 2577 5635 | Christiansø 4, Christiansø, 3760 Gudhjem - Danmark | Tlf.: 56 46 20 72 | skoleleder@christiansoe.dk